Det er sgu da egentligt ret vildt jeg stadig er i live. Og at jeg har så meget viljestyrke, at jeg ikke vil lade mig slå ud af kurs. Jeg har en masse at byde på, som ingen andre har, og der er en mange andre derude i verden, som også har en masse ting at byde på, som jeg ikke har.
Til trods for diverse psykiske og somatiske diagnoser, og traumer i livet, kan jeg nu se tilbage, og tænke…
Jeg omfavner at vi alle ER forskellige, diagnose eller ej. Jeg kan dog stadig undre mig til tider, hvorfor det er så vigtigt at vi bliver puttet i en eller anden kasse… Ingen er ens! Heldigvis!
Bevares, mange har samme reaktionsmønstre på visse ting. Hvis jeg f.eks. sidder til et AA-møde, er det som oftest mest logisk at det er alkoholen vi har til fælles. Sidder jeg til et møde i Landsforeningen SPOR, er det mest nærliggende, at det har noget med seksuelle overgreb vi har til fælles, så frem deles.
MEN, min erfaring er, at i ALLE de fællesskaber og grupper jeg er kommet i, har vi meget mere tilfælles end blot, alkohol afhængighed til AA møderne, eller senfølgerne ved Landsforeningen SPOR m.m.
Vi gemmer ALLE på en masse spændede ting, og vi har alle vores finurligheder, som gør, at vi hver i sær bidrager med noget vigtigt i samfundet og i fællesskabet!
Om det så er lidt galgen humor, eller et venligt skulderklap, alt er vigtigt og betyder enormt meget for fælleskabet.
Hvorfor skal det være så Tabubelagt at være en smule anderledes?? Måske har jeg bare et ønske om, at blive påskønnet for den jeg er, og det jeg kan, samt mine grænser bliver respektere?
Der skal lyde et stort TAK til alle dem, jeg har mødt på min rejse til min recovery… Den har været vild!
Jeg tør godt indrømme, det har været hårdt, jeg har været tæt på at give op… Det har gjort ondt, og gør stadig ondt en gang i mellem, men det gør det for alle!
Jeg VIL leve et liv ædru, clean, være med til at bryde tabuer, og ikke længere være “den trælse patient”

“Jeg fortjener det bedste!”
“Min stemme er også vigtigt”
“ALLE mennesker kan noget!”
Dette foto siger alt om min rejse
Vi ses derude!
Kærligst
Candra
Jeg synes dette billede beskriver så smukt, hvordan det har været, og hvordan jeg skulle omstille mig selv til at få det godt.
I mange år kunne jeg ikke få øje på det smukke omkring mig, og i mig selv…
Jeg drak for ikke at føle noget og mærke mig selv… Men selvom jeg havde et ønske om at dø, var der stadig noget der holdte mig i live… Min stædighed!
Da jeg tog dette billede, var jeg på vej til et AA møde med en god ven. Vi havde det altid sjovt dengang vi kørte hele Danmark rundt, for at komme til det ene AA møde efter det andet. Pludselig råber jeg til min ven “STOP!” jeg sad og kiggede ud på denne smukke natur, og tænkte ved mig selv: “Selvom horisonten ser dyster ud… så er det sgu da smukt”-
Lige dér, i det sekund, vidste jeg, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg kunne se lyset for enden af tunnelen… Jeg begyndte at tro på mig selv… Jeg kunne se det hele nok skulle “flaske” sig. Jeg begyndte at tro på, at jeg OGSÅ fortjener det bedste!



